Englene

Englene er fantastiske.. Jeg har altid troet på deres eksistens. Dog er det først inden for de senere år, at jeg har forstået deres sande betydning. Tidligere har det for mig, været et lidt mere diffust billede af nogle kærlige væsner med vinger. I dag forstår jeg, at de er så meget mere end det (...og at de ikke nødvendigvis har vinger! )

Men hvad kan de så hjælpe med? Hvor findes de? Og hvad er de?

I min verden, er englene kærlighed og lys. De er en del af universet. Hvis man forestiller sig, at universet havde hjerteslag, da ville hvert slag bestå af engle. De er her på jord - som fysiske væsner, såvel som energier omkring og i os. De er oppe blandt stjernerne. De kan være hvor som helts, når som helst. De er ikke begrænset af tid og sted. Ej heller af noget fysisk. De er ikke altid synlige. Men de er altid tilstede.

Englenes kærlighed til os er ubetinget. I ordenes sandeste betydning. Intet kan rykke ved denne kærlighed. Derfor ønsker de ligeledes at se os lykkelige. Det eneste, der kan stå i vejen for deres hjælp, er vores egen frie vilje. Denne respekterer de og overskrides kun i sjældne særtilfælde. Typisk hvor der er tale om liv eller død.

Det vi ønsker os, er ikke altid det vi i sandheden har behov for. Det er ikke altid det, der vil bringe os lykke i sidste ende. Dette ved englene. Ikke mindst fordi, deres overblik strækker sig over alle dimensioner og i alle retninger af tid. Men pga vores fri vilje, handler de kun ud fra de intentioner og ønsker, som vi sender ud. Lys og kærlighed kan inspireres. Det kan deles og gives. Men det kan ej påtvinges. Englene vil vise lysets vej, når og hvis vi måtte ønske det. Men de vil aldrig tvinge os ned af den.

Englene består af energier. Egentlig, har de ikke en fysisk form – medmindre de er inkarneret på jorden naturligvis. Dog, kan de vælge at vise sig for os i menneskelige skikkelser, for at vi bedre kan forholde os til dem. De kan vise sig igennem symboler, objekter eller dyr. De kan også vælge at vise sig i form af farver. Typisk når vi lukker øjnene i meditation. Hvilken form eller farve, vil være baseret på det du forbinder med de energier de repræsenterer. Oftest er Ærkeengel Raphael fx forbundet med den grønne farve. Dette fordi denne farve symboliserer sundhed. Din oplevelse eller opfattelse kan være en helt anden end andres. Men der findes ingen rigtig eller forkert måde.

Der findes forskellige engle, med forskellige ”hovedopgaver”. Der findes engle for alle områder og aspekter af universet. Det er ikke nødvendigt at kende navne eller titler på de enkelte engle, for at modtage deres hjælp. Intentionen for det vi ønsker deres hjælp til er rigeligt. Det kan dog for ens egen skyld, være med til at styrke forbindelsen og følelsen af samspil, når vi ved ”hvem” vi taler med/til. Jeg vil i kommende blogindlæg gennemgå nogle af englene og deres egenskaber. Dette for at inspirere dig til, hvem der kan være særlig gavnlig at arbejde sammen med i forskellige situationer.